En tegning jeg har haft liggende i gemmerne i et par år. Problemet med at være uddannet indenfor et bestemt fag, er at folk nogen gange tror at man ved alt
Dronning Margretes instruks
I 1405 rejste Erik af Pommeren til Norge. Med på rejsen havde han en instruks om, hvordan han skulle opføre sig. Afsenderen på instruksen varEriks adoptivmor Margrete d. 1.
Erik, der oprindeligt hed Bugislaw, blev adopteret af sin mormors søster, Margrete. Årsagen til at han blev adopteret var, at Margrete havde mistet sin eneste søn og arving Oluf i 1387 og måtte derfor have en ny arving. Erik fik nyt navn og i 1397 blev han kronet som konge af Danmark, Norge og Sverige.
I 1405 var Erik 23 år gammel. Årsagen til rejsen var, at han skulle hente sin brud, den kun 12 år gamle prinsesse Philippa. Hun skulle ankomme til Bergen, men dukkede ikke op. I stedet blev rejsen ændret, så prinsessen ankom til Helsingborg 1406 i stedet, hvor brylluppet mellem hende og Erik fandt sted kort tid efter i Lund. Udover at hente sin brud skulle Erik også bruge rejsen til at vise sig for det norske folk og blive hyldet, men også ordne politiske sager.
Da hans adoptivmor ikke kunne følge ham, valgte hun i stedet at skrive en instruks bestående af 54 paragraffer. Instruksen til Erik var ikke noget med at han skulle huske at skrive hjem, skifte sokker eller være høflig og sige tak for mad. I stedet var det, hvordan han skulle agere i Norge og hvad kongens rolle var, hvis han fx. blev spurgt om noget bestemt, hvad han skulle gøre når han skulle hyldes og hans sikkerhed, men også hvordan han skulle opføre sig. Blandt andet skrev hun at den unge konge skulle styre sit temperament og være venlig over for sine undersåtter, ligeledes hvis han modtog gaver skulle han tage imod dem og ikke love for meget eller binde sig til noget.
“Du skal være behersket og korrekt, både tidlig og silde, og om dagen tjene Gud først. Du skal vogte dine ord og ikke sige noget, hverken i harme eller på noget andet tidspunkt, som du eller andre kan tage skade for, eller nogen kan anke dig.”
“Hvis Hr. Amund eller nogen anden byder dig til gæst, skal du spise hos dem, og hvis nogen mand eller kvinde, ung eller gammel, ønsker at give dig noget, småt eller stort, skal du tage velvillig imod det. Hvis du ikke gør det, kan folk blive sårede derover, og man vil opfatte det anderledes, end du mente det, og det kan der komme meget ud af.”
Hr. Amund var lensmand på Akershus (lensmand er et gammelt ord for embedsmand).
Derudover bad hun den unge konge om at opkræve penge og skatter, men også udføre dagligdags ting som at få skomagerne i Tønsberg og Oslo til at lave støvler og sko til hoffet og orientere sig om borgen Akershus’ beholdning af malt. Paragrafferne var skrevet i en meget direkte tone og er en af de få kilder vi har fra Margretes hånd. Instruksen viser, hvilken regent hun var og hvordan hun ønskede sin fostersøn skulle være, når han var uden for hendes rækkevidde. Instruksen er en instruks til en konge, der var mere marionet på det tidspunkt end egentlig hersker. Det var Margrete, der havde styr på sagerne og forsøgte at give sin viden og erfaring videre, men ville samtidig have kontrollen. Hvis Erik blev spurgt om noget fx hvis nogen bad ham om privilegier eller friheder, måtte han tøve og trække det i langdrag indtil dronningen kunne tage beslutningen. Han måtte helst ikke tage selvstændige beslutninger. Margrete var meget klar i spyttet om, at hvis noget gik galt, så var skylden alene Eriks.
En af paragrafferne lyder således:
”[hvis nogle beder om noget]…skal du vente med det, så lang tid du kan. Hvis de vil vide din mening, må du udskyde det til jeg kommer, og sige til dem: at du venter mig snart, og at så snart jeg kommer, vil du gerne gøre det, hvis jeg tilråder det, men du kan ikke gøre noget før jeg kommer, for jeg ved mere derom end du.”
Derudover havde hun noteret, at han skulle læse instruksen ofte:
“Du skal tage Gud til hjælp og ofte og nøje gennemlæse disse skrivelser og artikler, således at du fuldstændig begriber dem og forstår både at svare og handle derefter med Guds hjælp. Du skal på en vis, gudelig og retsindig måde ordne alle ting, som det er bedst, og Gud giver sin nåde til.”
Instruksen indeholdt også information om de norske interne forhold og at han skulle være obs på ikke at love noget, selvom man viste ham breve fra tidligere regenter.
Hvor meget Erik har fulgt instrukserne ved vi ikke, men en ting er sikkert, han kunne i hvert fald ikke klage over ikke at have fået klare instrukser af sin adoptivmor.
Margretes instruks afsluttedes med et amen.
Litteratur
Vivian Etting· Margrete 1.: En regent & hendes samtid. Gyldendal 2021
Vil du læse instruksen så har Danmarkshistorien.dk den digitaliseret
Hvad er “Trommesalen”?
Trommesalen? Det lyder som det perfekte navn til en koncertsal, men faktisk er det navnet på en gade på Vesterbro i København. Men hvorfor? Hvad er trommesalen?
I 1577, det samme år som Christian d. 4 blev født, blev det i København forbudt at slagte dyr indenfor voldene.
I et kongebrev dateret d. 7. maj 1577 står der: “ingen slagtere i København herefter må slagte øksne eller andet fæ inde i byen eller i eller ved deres slagteboder, da dette har medført, at blod og anden urenlighed fra slagteriet samles i rendestenene og forårsage og styrke pestilens og anden sygdom, der hersker dér mere end andetsteds i riget.”
Årsagen var lugtgener og smittefarer, da slagteaffald ofte endte i rendestenen. Men hvor skulle folk så gå hen, hvis koen, grisen eller hønen skulle slagtes?
De fleste valgte at se bort fra denne lov, for der blev stadig slagtet dyr inden for hovedstaden porte, og der var risiko for en stor bøde. En af løsningerne var, at der blev etableret et offentligt slagtehuse på Vesterbro, der på det tidspunkt lå uden for byens volde.
I 1671 klagede hofslagter og konsumptionsforpagter Niels Olufsen over de mange bønder og borgere, der købte kvæg på kvægtorvet og slagtede dem uden at betale accise. Accise var afgift på fødevarer, hvad der betød at statskassen ikke altid fik penge, når slagtervarer blev kørt ind i byen. Olufsen kom dog selv med en løsning på problemet, et kvægtorv, hvor handlen kunne foregå med en tilhørende accisebod, hvor myndighederne kunne holde øje med, at der blev betalt afgifter, inden kødet blev kørt ind i byen.
Når kvægtorvet åbnede, var det vigtigt, at gøre alle omkring opmærksom på det. Derfor blev det åbnet med en trommehvirvel, derfor fik hallen sit navn, Trommesalen.
Ifølge hovedstadshistorie.dk kan navnet også skyldes en sal på hjørnet af Vesterbrogade, hvor militærets tambourkorps holdt til for at øve sig.
Trommesalen blev nedlagt i 1879, da et nyt kvægtorv ved Halmtorvet blev indviet og det gamle ikke længere var tidssvarende.
Selvom trommesalen forsvandt, holdt navnet ved. Gaden blev særlig kendt for at huse en række kunstforhandlere, der solgte masseproducerede malerier fremstillet i kommercielt øjemed, kaldet trommesalsmalerier. Motiverne var ofte hjorte, skovsøer og grædende børn.
Gaden fik dog først officielt navnet i 1918.
Så Trommesalen er i dag ikke en sal, men et gadenavn, men det ville stadig være et perfekt navn til et koncertsted.
Litteratur
Poul Grinder-Hansen. Frederik 2.: Danmarks renæssancekonge. Gyldendal 2013
Oluf August Nielsen. Kjøbenhavns historie og beskrivelse: del. Kjøbenhavn i aarene 1660-1699. 1889
Hvidkål og gulvtæpper
Er støvsugeren gået i stykker og er dit lyse tæppet blevet beskidt, eller vil du prøve en anden form for rengøring af tæpperne? Så er der et gammelt husmorråd direkte fra 1891. For hvad gjorde husmødre før støvsugeren? Kosten var naturligvis opfundet og kunne tage det meste, men det var ikke altid lige nemt at få alt støvet væk, når det havde sat sig fast i hjørnerne eller i det dyre tæppe.
Havde man trægulv, blev der ofte strøget såkaldt “gulvsand”, som kunne opsuge alskens støv, skidt og møg. Ifølge Den Store Danske blev gulvsandet strøet enten før fejning for at holde sammen på snavset eller bagefter til pynt. Sandet var fint og lyst strøsand, ofte fra stranden, Brugen af gulvsand forsvandt dog lige så stille efterhånden som trægulve fik maling, fernis eller lak i slutningen af 1800-tallet.
Men tilbage til tæpperensning og hvidkålen, for hvad i alverden har de to ting med hinanden at gøre? Når tjenestepigerne skulle rengøre de store dyre tæpper hos borgerskabet, var der flere redskaber til at rense tæpper, en af dem var kål. Avisen Nationaltidende anbefalede småt skårne hvidkålsblade blev som støvfjerner for lyse gulvtæpper, hvidkålsbladene skulle gøres fugtige og drysses udover tæppet, herefter skulle de fejes sammen igen og støvet ville hænge fast i de fugtige blade. Fordelen ifølge artiklen var, at det ikke efterlader pletter. Husmødre og tjenestepiger kunne også bruge fugtige brugte teblade og derefter fjerne dem med en tæppebørste eller tæppekost.
Lillekleo.wordpress.com er naturligvis ikke ansvarlig, hvis rådet ikke virker, hvis der er klager så må du skrive til 1800-tallets husmødre 😉
Litteraturliste:
Tinne Vammen. Rent og urent. Hovedstadens piger og fruer 1880-1920. Gyldendal, 1986.
Lilli Friis: gulvsand i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87157
Nationaltidende 31. januar 1891Social-Demokraten 2. januar 1922
Lille Kleos Historieblog 